Tab dig uden motion

Der er ingen tvivl om, at motion og dermed at holde sig i form, er rigtig godt for vores helbred. Om man løber sig en tur 3-4 gange om ugen, går i fitnesscenter og træner kroppen eller dyrker sport, så er det alt sammen med til, at kondition, kredsløb og dermed vores generelle helbred er i top. Så det kan kun anbefales, at dyrke motion på den ene eller anden måde.
Efter denne indledning kan jeg lige så godt være ærlig og fortælle, at jeg ikke dyrker motion. Og den eneste sport jeg dyrker er Ritter Sport. Men måske skulle jeg have fortsat med, at spille fodbold, håndbold eller badminton, så jeg ikke var blevet så fed. Tja, men ville det have hjulpet?

Hjælper motion?

Både ja og nej. Motion kan være med til, at du holde vægten nogenlunde, men det er din kost, der afgør om du tager på i vægt eller om du taber dig. Min påstand er, at motion i sig selv ikke giver vægttab! Det er kosten der alene kan give dig et vægttab! Supplerer du kosten med motion går det hurtigere.
Hvis vi forestiller os, at du hver dag spiser junkfood, som fx pizza og burgere efterfulgt af lidt sød dessert, og skyller det hele ned med sodavand. Vil du så kunne tabe dig alene ved at motionere? Næppe. Men du vil måske være heldig at kunne holde vægten nogenlunde.
Hvis vi så forestiller os, at du hver dag spiser rigtigt, det vil sige undlader at indtage sukkerholdige kulhydrater (hurtige kulhydrater), men ikke træner. Vil du så kunne tabe dig alene på grund af kosten? Svaret er selvfølgelig ja.

Den hurtige vej til vægttab

Hvad er så den rigtige kost, når du gerne vil ned på din ønskevægt? Der findes mange slankekure og jeg tror, at det er individuelt, hvordan de virker. Den slankekur jeg har den bedste erfaring med kaldes af nogle for slow carb kuren, med reference til de langsomme kulhydrater. Den kunne ligeså godt hedde proteinslankekur, for metoden er, at øge indtaget af proteiner og skære de hurtige kulhydrater væk. Tilbage er så en kost, der består af proteiner og langsomme kulhydrater. Dette medfører, at du forbrænder fedt i stedet for at ophobe fedt, som de hurtige kulhydrater ellers er årsagen til. Og når først du forbrænder fedt, går det i sagens natur stærkt. Som du kan se, behøver du altså ikke at motionere for at tabe dig.